Arbejdslivsanarkist
...Og beskæftigelsesfaglig socialrådgiver.
Både fagligt og privat lever jeg ud fra et helt konkret dogme:
Din tid på jobbet skal gøre dig godt.
Det skal tanke dig op, så du kommer hjem og har noget at give ud af.
Hverdagen på jobbet må ikke tappe dit batteri og efterlade dig som en zappet skraldespandsudgave af dig selv.
Derfor vil jeg stille dig mine yndlingsspørgsmål:
Hvad skal arbejdslivet gøre for dig?
Hvad skal det tanke dig op på?
..Og hvad er det ganske enkelt ikke værd, at arbejdslivet koster dig?
MIN DRØM
...Er at aflive begrebet "arbejdslivet".
Ordet i sig selv er drænende for hele tilværelsen. For livet er jo så meget mere, end bare arbejde.
Og typisk er det netop livet "rundt om" arbejdet, der giver selve arbejdet værdi.
Jeg drømmer om, at vi i stedet taler om "indtægtsløsninger".
Eller simpelthen bare "arbejde" og "jobs".
Jeg mener, at måden du tjener dine penge på, skal være meningsgivende i forhold til det liv, du lever.
I forhold til det menneske du er.
Arbejdskulturen i Danmark gør os syge
Vores arbejdskultur i Danmark er formet af en klap-i-og-klø-på-mentalitet, som slider på vores psyke og vores fysik.
Det er normen på arbejdspladsen, at man siger "jatak" til opgaver - altid.
Også når kalenderen i forvejen er for presset.
Eller når opgaven i virkeligheden er fysisk krævende på en måde, der er uhensigtsmæssig ift. den enkeltes fysiske skavanker.
Som beskæftigelsesfaglig socialrådgiver har jeg mødt alt for mange mennesker, der har lidt varige helbredsmæssige knæk, fordi de klappede i og kløede på. Lige indtil fysikken eller psyken bukkede under.
Mine forløbsdeltagere fortalte ofte, at de var overbeviste om, at alle andre snildt kunne praktisere denne klap-i-og-klø-på-mentalitet.
Derfor følte de sig som dysfunktionelle mennesker.
Mine forløbsdeltagere kunne ikke se for sig, at der fandtes et arbejdsliv på egne præmisser.
Derfor opgav de håbet om, at der fandtes et nærende arbejdsliv til dem.
De beskrev en ensom følelse af at stå bag en glasdør i tilværelsen.
At være passager i eget liv.
En følelse af at kunne se alle andre mennesker drøne forbi lige derude på den anden side af glasset - storsmilende og i legende hopla.
En følelse af, at være den eneste, der ikke har knækket koden til arbejdslivet.
Derfor bekriger jeg de arbejdslivsnormer, vi bliver syge af.
Normer, som de fleste arbejdstagere personligt er med til at fastholde - selvom de mærker konsekvensen på egen trivsel.
Det lyder paradoksalt - men den er god nok.
Arbejdstagerne fastholder hinanden i en spændetrøje af uhensigtsmæssige arbejdslivsnormer, fordi de ikke har fantasi til at forestille sig et arbejdsliv, der reelt er nærende og givende for det enkelte menneske.
Men jeg ved, at der findes et nærende arbejdsliv til alle.
Et arbejdsliv, der gør godt.
Der føles meningsfuldt.
Et arbejdsliv på individuelle præmisser.
