
Mennesker. Ikke mekanik
Et foredrag om arbejdslivet af Signe Marie Nielsdatter
En kvinde med en holdning.
Til arbejdslivet. Til det magtfulde sprog.
Og til hvordan vi forvalter menneskers liv.
Vi er mennesker. Ikke mekanik.
Book Signe Marie Nielsdatter til et foredrag, der dissekerer arbejdslivet, som vi kender det – og indordner det i skarpt afgrænsede kategorier:
”Fortællingen om arbejdslivet” i den ene kategori.
Og ”Realiteten om arbejdslivet” i den anden kategori.
Med dén sondring og med genkendelige eksempler fra virkelighedens verden, skærer Nielsdatter erkendelserne ud.
Foredraget er en dom over, hvad vi gør ved hinanden, når vi forklejner menneskelig kompleksitet og påtvinger hinanden at opføre os som simpel mekanik i en brølende, dampende, normstyret maskine af et arbejdsliv.
Om Signe Marie Nielsdatter
Ekspert i det individuelt tilpassede arbejdsliv
I sit beskæftigelsesfaglige virke har Signe Marie Nielsdatter mødt mennesket der, hvor trivslen er kollapset.
Stress, diskusprolaps, menneskeligt mismod.
Unge mennesker, der er slået i gulvet af omverdenens pres om job, uddannelse og præstationer – og nu lærer psykiatriens korridorer at kende i stedet for uddannelsesstedets.
Selvkørende karrieremennesker med CV’et i orden, der har underkendt flerårige tegn på helbredsmæssig mistrivsel – og nu skal leve med varige mén i en tilværelse, hvor et arbejdsliv er en umulighed.
I sine foredrag omsættes Signe Marie Nielsdatters erfaringer med de mennesker, der har taget trivslen i egen hånd – og har indrettet arbejdslivet på egne præmisser.
Det er en fortælling om de åbne døres arbejdsmarked.
Det tilpasningsparate arbejdsmarked.
Foredraget er en erkendelse af, at arbejdslivet skal være omskifteligt, for at kunne være menneskeligt.