Et opgør med arbejdslivet
som vi kender det
Min holdning til arbejdslivet er simpel:
Arbejdet skal tilpasses det enkelte menneske.
Simpelt.
Og alligevel kontroversielt.
For i Danmark er vi uhyggeligt normstyrede i vores tilgang til arbejdslivet.
Al slinger udenom normerne skal være ovenud velbegrundet.
Jeg har tænkt mig at skrabe alle vores arbejdslivsnormer sammen i én stor bunke.
Og sætte ild til lortet.
I mit beskæftigelsesfaglige virke har jeg ikke lavet andet end at rydde op, klinke skårene og sætte plaster på, hver gang endnu et menneske har slået sig på de alt for snævre rammer for det normative arbejdsliv.
​
Stress. Diskusprolaps. Brancheskifte. Førtidspension.
Det er ikke bare statistikker og samfundsomkostninger.
Det er mennesker, der knækker.
Mit virke har ikke til hensigt at oplyse.
Men at bryde ned, hvad der ikke kan stå selv.
​
Vi har for længst passeret det punkt, hvor vi kan påstå, at arbejdslivet gør os godt.
​
Vi snakker om 'robuste medarbejdere', som om presset fra arbejdslivet er en naturlov.
Vi bruger ugentlige timetal og skatteprocenter, som parametre for retfærdighed og ligeværdighed.
Vi bilder hinanden ind, at det er tegn på svaghed eller defekt, når rygsøjlen og stressniveauet kollapser under byrden.
​
At sige 'jatak' til arbejdslivet, som vi kender det, er uansvarlig forvaltning af menneskeliv.
Vi er mennesker
Ikke mekanik
Narrativet om den defekte medarbejder er bullshit.
En fortælling, der gør mennesker forkerte - for at være mennesker.
​
Det er et magtfuldt narrativ.
​
Mennesker godtager uden tøven at handle imod sit helbred.
Sine værdier.
Tidligere erfaringer.
Aktuelle livsvilkår.
​
I frygt for at blive stemplet DEFEKT
Jeg er ikke for alle
Jeg nægter at give køb på mit menneskesyn som betaling for at være med i samtalen.
Jeg nægter at opretholde et system, blot fordi andre antager systemet for at være en naturlov.
​
Det er ikke systemkritik.
Det er integritet. Og dét er selve årsagen til, at jeg har noget på hjerte.